I kælderen under parkeringspladsen ved Institut for Fysik og Astronomi står Danmarks største partikelacceleratoranlæg, ASTRID2. Anlæggets tre acceleratorer kan accelerere elektroner op nær lysets hastighed – ca. 300.000 km i sekundet – med hjælp fra tonstunge magneter, der cirkler elektronerne rundt mere end 6 millioner gange i sekundet.
Forskere fra hele verden kommer til Aarhus for at bruge anlægget til at undersøge en lang række egenskaber ved universets mindste bestanddele. Det kan være for at undersøge nye materialer, blive klogere på molekylers opførsel eller blot forstå helt fundamental fysik.
Heine Dølrath Thomsen, ph.d., acceleratorfysiker fra Aarhus Universitet, vil holde en forelæsning om den nyeste forskning, der bliver foretaget på anlægget. Efterfølgende for du mulighed for at se anlægskomponenter på tæt hold, da vi kommer på en guidet tur i acceleratoranlægget ASTRID2.
Efter rundvisningen går vi til Matematisk Kantine (ca. 2 min. gang). Her venter der os en juleanretning og dertil hørende 1 øl eller vand og 1 snaps. Yderligere drikkevarer for egen regning.
Da der er et maks. deltagerantal på 30 pers. (tilmelding efter først til mølle-princip), så hurtig tilmelding tilrådes, og absolut senest den 30. oktober 2025 kl. 23.59.
Tidspunkt: torsdag den 6. november 2025 kl. 17.00
Sted: AU, bygning 1523, lokale 318 (Fysisk Auditorium), Ny Munkegade 118, 8000 Aarhus C
Tilmelding: Senest den 30. oktober 2025 til mn-soeby@hotmail.dk
Venlig hilsen
Elektroteknisk Forening – Jydsk Sektion
Michael Salling Nielsen Mobil: 2094 2469



