top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

2010-09-08 Fynsk Sektion hos Schneider Electric i Tjekkiet

Fynsk Sektions studietur i september 2010 gik til Prag med besøg hos Schneider Electrics fabrik i Pisek og hos NKT Cables fabrik i Kladno.
 
I første omgang er billederne lagt på nettet - et referat følger senere.
 
Der er her en side med billederne fra de første to dage og besøget på Schneider Electrics komponentfabrik.
 
Klik her hvis du vil videre til besøget den sidste dag ved NKT Cables.

Torsdag den 9. september var Fynsk Sektion på besøg hos Schneider Electrics komponentfabrik i Pisek i Tjekkiet, ca. 120 km syd for Prag.

Vi havde Steen Drachmann med som vært fra Schneider Electric på turen, og på fabrikken blev vi modtaget af Matina Kucerova, som assisterede direktøren på stedet, Thomas Bellion-Jourdan, og hun redegjorde for fabrikken historie samt aktuelle nøgledata.

Virksomheden blev grundlagt i 1993 og i 1998 flyttede man til den aktuelle placering, hvor man råder over i alt 13.000 m2 til værksteder, lager mv.

I 2009 var omsætningen på 95 Mio. Euro, hvilket er mindre end i de foregående år. Men produktionen er nu igen på vej op, især pga stigende eksport til Kina, hvor afsætningen er øget med 30 % i år.

Der blev i 2009 produceret 7.115 forskellige produkter, i alt 17,1 mio. stk. Fabrikken i Pisek har aktuelt 500 fastansatte, hvoraf de 75 % er kvinder. Dertil kommer ca. 150 vikarer/midlertidigt ansatte. Der er en del ukrainere blandt medarbejderne, men ellers ser man ikke mange indvandrere. Gennemsnitsalderen er 40 år og gennemsnitlig anciennitet er 8 år.

350 af de fastansatte arbejder i selve produktionen, mens de øvrige er beskæftiget med vedligeholdelse og support, kvalitet, og HR.

Fabrikken i Pisek er en samlefabrik, hvor man modtager enkeltkomponenter fra 355 forskellige underleverandører. Montagearbejdet udføres manuelt eller halvautomatisk. Nogle af monteringsopgaverne er simple, hvor der ikke kræves de store kvalifikationer for at samle komponenterne. Efter et 3 måneders træningsforløb på fabrikkens træningscenter kan medarbejderne bevæge sig rundt i hele produktionen.

Produktionen foregår i produktionslinjer, hvor et antal medarbejdere samler en bestemt komponent. Hver især udfører de en delmontage, og til slut testes den færdige komponent, inden den bliver pakket og mærket med label.

Der fremstilles primært produkter til Schneider Electrics sortiment af PCP (Power Control Protection) og MAC (Machine Control), dvs. det er kontaktorer og motorværn samt forskellige afbrydere mv. 33 % af arbjdstiden anvendes fx på at producere kontaktorer, 7 % på varioswitches.

Hver færdigkomponenttype bliver lavet i fra 10 eksemplarer og op til 1 mio. stk. alt efter hvilke komponenter, det drejer sig om.

Der er kun et mindre færdigvarelager på fabrikken, så alle komponenter, der bliver produceret i løbet af en dag, bliver pakket og kørt til Schneider Electrics centrallagre i enten Frankrig eller Ungarn. Herfra bliver komponenterne distribueret til henholdsvis nord- og vesteuropa eller østeuropa.

Lean blev indført på fabrikken i Pisek i 2005, og man er kvalitetscertificeret mv. Medarbejderne bliver holdt orienteret på opslag og plancher om, hvordan produktionen kører, hvilke fejl der er opstået og hvilke tiltag, der er gjort for at fjerne fejlene. Der hersker en god stemning blandt medarbejderne, og arbejdsmiljøet minder om det danske. Man arbejder fx også systematisk med begreber som trivsel og medarbejdertilfredshed.

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 

 

Efter en solid frokost i firmaets fine kantine kørte bussen os ind til Pisek by, hvor vi kunne opleve byen på egen hånd i et par timer. Pisek er en hyggelig by med flotte bygninger, parker og gode udskænkningssteder, så tiden gik hurtigt. Så var der en times kørsel tilbage til Prag plus en times køkørsel i selve byen. Om aftenen var vi på en hyggelig restaurant, hvor vi fik serveret diverse lokale specialiteter.

Tjekkiet:

Hovedstad Prag (1.249.026 indb.)

Areal 78.867 km2 (Danmark 43.000)

Indbyggertal 10.51 mio. (2010)

Befolkning Tjekker; små minoriteter af slovakker, ukrainere, polakker og russere

Sprog Tjekkisk

Religion Ateister (59 %); romersk-katolsk (26,8 %); andre trosretninger (14,2 %)

BNP CZK 2929 milliarder i 2009 (est.)

Vækst i BNP -4,1 % i 2009 (est.)

Valuta 100 CZK (Koruna) ca. 30,00 DKK (pr. 28.08.10)

Statsoverhoved Præsident Václav Klaus (ODS), genvalgt 2008

Premierminister Petr Nečas (ODS), 2010

Udenrigsminister Karel Schwarzenberg (TOP 09), 2010


Elektroteknisk Forening | Ege Alle 7, Ølsted  | 8723 Løsning | Telefon: 2053 1333 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.