top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

Medlemsmøde den 14. februar 2019

Besøg i Royal Arena

Sektionens februarmøde fandt sted i Royal Arena i Ørestaden. 24 medlemmer var mødt op for at få en guidet tur i Arenaen. Natasja Knudsen, der er konferenceholder i arenaen, bød velkommen og viste os rundt. Arenaen er ejet af Realdania og Københavns Kommune, der hver har bidraget med 325 mil. kr. til opførelsen. By og Havn, der er grundejer, har indgået i projektet som samarbejdspartner og bidraget ved at stille et grundareal til rådighed for projektet. Virksomhederne 3XN, HKS Architects, Arup, ME Engineers og Planit-IE står bag designet af arenaen.

Det første spadestik blev taget i 2013, da grundsten og tegninger blev gravet ned på byggepladsen. Stedet er i øvrigt i midten af scenearealet. Designkriteriet har været, at Royal Arena skal kunne rumme cirka 15.000 gæster ved koncerter og op til 12.500 til sportsarrangementer.

Efter godt og vel tre års byggeri, hvor der medgik 360 mandeår, stod arenaen klar til at modtage publikum, og bygningen blev overdraget til Danish Venue Enterprise A/S, der er et selskab under Live Nation Entertainment Group. Selskabet er operatør på Royal Arena og har en 30-årig kontrakt på driften af arenaen. Realdania og Københavns Kommune har dog bevaret ejerskabet af arenaen.

Som arenaen står i dag, kan den skaleres ned til en kapacitet på omkring 3.000 gæster, og den maksimale tilskuerkapacitet er 17.000 gæster.

Arenaen har et areal på 37.000 m2 etage. Bygningens stålkonstruktion består af stålspær, der hver spænder over 100 meter. I midterste loftbjælke kan der ophænges sceneudstyr på op til 142 tons. Fra scenegulv til loft er der 25,5 meter. Størstedelen af publikum sidder på tre sider af scenegulvet/banen – men der er mulighed for også at have publikum på den fjerde side ved sportsbegivenheder og særlige kulturbegivenheder. Ved koncerter vil arenagulvet kunne inddrages til publikum.

I scenerummet er der en fantastisk god akustik, idet alle betonoverflader er beklædt med bløde materialer på overfladen, og der kan trækkes gardiner for glaspartierne mod VIP-lounges. Bygningen er opført lydneutral, dvs. man kan ikke uden for bygningen høre lyde fra koncerter og sportsarrangementer. Lastbiler med udstyr til arrangementerne læsses og lastes indendørs bag scenen for at begrænse støj i nærområdet. Til mange koncerter indgår der fyrværkeri, og man har derfor et særligt fyrværkerirum til opbevaring af fyrværkeriet.

Arenaen er uden om scenearealet på 3 sider opdelt i 4 etager med store foyerarealer og god plads til såvel publikum som til serveringssteder på hver etage. Hertil kommer store servicearealer til optrædende kunstnere, sportsudøvere og arenaens servicefunktioner. Royal Arena har endvidere et dedikeret og eksklusivt VIP‐niveau for arenaens kommercielle samarbejdspartnere. Man kan her for op til 60.000 kr. pr år, med en binding på 3 år ”købe” sig en enkelt stoleplads i en af de mange lounges, men så er der også fadølsanlæg og privat servering. Prisen for mad og drikkevarer er dog ikke inkluderet i prisen, og billetprisen for det enkelte event kommer også oven i.

På hver etage findes et køkken hvor maden til de enkelte udsalgssteder og lounges forberedes, og i den underste etage findes 2 depotrum med tankanlæg til forsyning af de mange barer på etagerne. Hvert depotrum rummer 32.000l øl.

Foruden koncerter med de største danske og internationale artister, musicals, tv-og familieshows, afholdes også store internationale sportsbegivenheder såsom EM i kortbanesvømning i 2017 og VM i ishockey 2018. Scenerummet udlejes tomt, dvs. kunstnere og artister kommer selv med deres udstyr, og står selv for opbygningen af scener o.lign. Det samme er tilfældet, når der skal laves svømmebassin og isbaner.

Der er i arenaen 30 fastansatte medarbejdere, og under arrangementer op til 500 deltidsansatte. Der afholdes mellem 60 og 80 arrangementsdage om året. Omsætningen fordeler sig ca. ligeligt på en tredjedel på billetsalg, en tredjedel på lounges og en tredjedel på salg af øl, mad mv.

Efter rundvisningen bød Royal Arena på en øl/vand, og der var mulighed for at få besvaret nogle af de spørgsmål, man måtte have. Herefter gik alle over på den anden side af gaden til Hotel Crown Plaza, hvor sektionen på restaurant Bark bød på burgermenu og fadøl.

Peter Andersen


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.