top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 
Nyt fra energifronten
Elektroteknisk Forening og IDA havde et arrangement hos Solar i Vejen, hvor vi hørte om den nyeste udvikling indenfor solceller, varmepumper, STI uddannelse mv. Jacob Mortensen indledte:

- Vi har i Danmark fortsat mest fokus på vindenergi, men hvis vi skal være fossilfri i 2050 er det nødvendigt med solceller i områder der er egnet til det.
- Når vi skal være fossilfri, skal det være elektricitet, der driver alt. Smart Grid er nødvendigt for at styre forbrug mv. og vi skal opmagasinere og lagre og bruge energien på de rigtige tidspunkter. Vi skal have placeret produktionen de mest hensigtsmæssige steder og vi skal have det hele til at snakke sammen. Der kommer minikraftværker i husene og der skal omlægges nogle forbrugsmønstre.  
- Vi får brug for håndværkere og teknikere, der kan installere de her ting.

Solceller
Medierne skriver meget om tilskud til de forskellige vedvarende energiformer. Man kan godt få økonomi i solceller, men det er en langsigtet investering. Også solvarme, solfangere, er fortsat aktuelle ved passivhuse.  
Vi har leveret kombinationer af varmepumper og solfangere til gartnerier og  fjernvarmeværker. Ved passivhuse giver det mening, sagde Jacob Mortensen.
- Heldigvis går det den rigtige vej med både pris og effektivitet på solceller. Man når i dag op over 50 % effektivitet. Solceller er den billigste energifor m pt., når solindstrålingen er til det.
- Man ser nu jævnligt, at man anvender solcelleanlæg som klimaskærm med undertag - ikke bare i taget, men også i facaden.  Tesla har lanceret et solcelletag, der ligner traditionelle  teglsten. Ved hjælp af solceller og batterier i 50.000 boliger vil Tesla bygge verdens største virtuelle solcellekraftværk på 250 MW i Australien.
Der bygges pt ikke ret mange store solcelleanlæg i Danmark, men der er fx  installeret solceller på en hangar i Billund og Solar Polaris har lavet en solcelleoverdækning på parkeringshuset på Rigshospitalet. Lego har solceller på facaden på deres nye kontorbygning i Billund. På alle sider, også over ventilationsanlæg på nordsiden. 
Markedet er vanskeligt. Det er vigtigt, at solcelleanlæg passer til det forbrug, der er i husstanden. Men forbruget er ofte lille og små anlæg er relativt for dyre. Nyt er et stigende marked for batteripakker til solcelleanlæg. Når inverterne skal udskiftes, sker det ofte med en lithiumbatteripakke inkluderet.Et solcelleanlæg med batteripakker er dobbelt op – 100.000 kr i stedet for 50.000. 
Der er fokus på energioptimering og behovet for mindre og lokalt placerede energianlæg stiger. Vi har nogle mål til 2020 og 2035, der skal indfries. Jeg håber at vi kan få lov til at installere flere solcelleanlæg igen.

Varmepumper
Nye varmepumper med alternative kølemidler kan sagtens levere højere temperaturer til varmt brugsvand, 60 eller 65 grader, og det kan koste lidt på virkningsgraden, men de virker fint. Der sker fortsat en udvikling inden for varmepumper. 
Vi ser pt at der med de nye 2020 plus huse ikke er behov for gulvvarme. Derfor benyttes i mange tilfælde luft/luft varmepumper, som er billigere at installere og kan give køling, når der er behov for det. Ved luft-luft kan man sætte op til 5 indedele på én yderdel.
- En anden ny tendens er, at radiatorer får indbygget ventilator, når varmen kommer fra jordvarmeanlæg, som jo opererer med lave fremløbstemperaturer.
- Nyt er også, at man ofte anvender et supplerende CO2 anlæg til at give det sidste boost til det varme vand. Man opnår en høj COP på 4,5.
70 % af det, der sælges i dag, er luft/vand varmepumper.  Anlæggene reagerer på de temperaturer der er. Jeg har jordvarme, som ikke bliver påvirket af udetemperaturen, og mine forældre har en luft-vand varmepumpe, som trives bedst når temperaturen når et vist neveau. Men begge dele er gode anlæg. 
Jacob Mortensen fortalte videre om meget nyt indenfor varmepumper, og referenten nåede ikke at få det hele noteret, men her er nogle af nyhederne:
• R32 som kølemiddel er på vej ind, så I kan lige så godt købe værktøjet til det. 
• Der er kommet supersilence modeller, der larmer 6 dbA  mindre.
• Jordvarme er kommet i lodrette systemer, hvor dybden er under 5 meter, så er det nemmere at få tilladelse.
• Kombinationen solceller, varmepumpe og solfanger er god.
• Varmegenvinding fra ventilationsanlæg og emhætter vinder frem.Den varme udblæsningsluft udnyttes i varmepumpen til produktion af varmt vand.
• Der findes anlæg, hvor hele kølekredsløbet ligger i udedelen, så kun vand går ind og ud af huset. 

- Uanset om vi har det ene eller anlæg, så er service og vedligehold meget vigtige. Vi kommer af og til ud til anlæg, der er stoppet helt til, sagde Jacob Mortensen. Så sørg for at sælge en serviceaftale med, når I sælger et anlæg.
Besøget hos Solar indbefattede herefter en tur i Solar Explorium, hvor den nyeste teknik kunnen studeres i praksis.

STI
Danni Baltzer Vinding fortalte herefter om STI. I august 2016 købte Solar A/S trænings- og konsulentvirksomheden Euro Business School, som nu sammen med Solar Skolerne er blevet til Scandinavian Technology Institute – STI.
STI tilbyder ikke bare undervisning, men kompetenceudvikling, fordi dette bliver helt centralt i den fremtidige udvikling, og Solars kunder har behov for en partner hele vejen.

Kunderne er primært inden for El og VVS branchen. STI’s mission er at gøre kunderne ”fremtidssikret” med fokus på både at styrke de tekniske kompetencer og evnen til at udvikle deres forretning.

STI anvender en ny organisering af undervisningen, Cluster team, hvor man hele tiden inddrager den nyeste viden og henter undervisere ind fra forskellige steder. Man skræddersyr undervisningen efter kundens behov.

Der er for tiden 4 megatrends, der har indflydelse på håndværkernes hverdag:
• Urbanisering
• Miljø og bæredygtighed
• Vi bliver ældre og ældre
• Global opvarmning.
Disse trends resulterer bl.a. i øget anvendelse af deleøkonomi, behov for optimering af ressourceforbrug samt udbredelse af Smart teknologi/IoT/Industri 4.0.

Vi er midt i en storm af banebrydende teknologier som vokser frem i årene som kommer. Tidligere har man troet, at håndværkerne ville blive overflødige på et tidspunkt, men nu viser det sig at det slet ikke er virkeligheden. Noget tyder på, at det lige så vel kan blive akademikerne, der bliver overflødige, fortalte Danni Vinding. En ting er sikkert, der bliver behov for efteruddannelse for at kunne tilpasse sig de nye spilleregler. Der bliver brug for nye kompetencer hos håndværkerne fx omkring nye trådløse systemer, netværkssikkerhed og installationsdesign, der understøtter IoT udviklingen.  

I dag foregår meget af elektrikernes servicearbejde ved at man ankommer ”onsite” og først her finder frem til fejlen. I fremtiden kan  vi via sensorer levere stor mængde data op i skyen, og på den måde skabe ”den digitale tvilling”. Hvilket gør det muligt at analysere og fejlfinde uden at være ”onsite”. Detviloptimere vores servicegrad og oppetiden på de tekniske anlæg. 
Augmentet Reality (AR) og Virtual Reality (VR) bliver nogle af de nye værktøjer, som vil blive en del af håndværkens værktøjskasse, hvor digitaliseringen vil være med til at optimere hverdagen for håndværken. Danni Baltzer viste et eksempel fra Kone elevatorer, hvor man på nettet løbende kan følge elevatorers handlinger og tilstand.

Man taler også om Industri 5.0, hvor menneskelige ressourcer er på vej tilbage i produktionen. Vi skal have mennesker og robotter til at arbejde sammen. Hvad robotterne mangler er at kunne tilføje dét ekstra som kunderne efterspørger. Og det er derfor, det næste skridt i Industri 5.0 kommer til at handle om, hvordan vi kan få mennesker og robotter til at arbejde sammen og skabe en synergieffekt, der tilgodeser kundernes behov.


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.