top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

Hvordan får man succes - selv om det ikke ligger til højrebenet

Fynsk Sektions formand, Thomas Lyhne, bød ca. 40 medlemmer velkommen til torskespisning og foredrag på Møllekroen. Og man kan godt ændre på en mangeårig tradition, for der var vendt rundt på programmet som indledtes med foredrag og først herefter torsken.

Kristina Schou Madsen fra firmaet ”Kristina Extreme Running” stod for foredraget. Hun er 32 år og fra Kolding. Hun har læst informationsvidenskab og idræt og fik også vist, at hun er god til begge dele.

- Jeg har altid været interesseret i at løbe og i de senere år har det fyldt mere og mere. Nu er det blevet ultraløb og trailløb, som jeg er mest interesseret i. Ultraløb kaldes det, når man løber længere end marathondistancen på 42 km. Trailløb er når man løber på stier i naturen.

- Vi har faktisk et trail og bjerglandshold i Danmark, fortalte Kristina, som ud over at løbe, nu er selvstændig, hvor hun holder foredrag og øser af sin viden. Fordi hun har klaret sig fremragende er løbene nu også sponserede.

- Hvorfor har jeg fået succes som løber? Det ligger ikke i generne, jeg har korte ben og er kun 1,60 m. Jeg er ikke genetisk disponeret og har heller ikke et særligt talent.  Inden for løbeverdenen er jeg nærmest den tykke pige i klassen. Men det er jo spændende, hvordan man får succes, selv når det ikke ligger til højrebenet, siger Kristina.

- Jeg vil fortælle jer om min deltagelse i Jungle Ultra Marathon i Amazonas’ jungle i Peru. Vi skulle løbe 230 selvforsynende km i fem etaper i uvejsomt terræn op og ned og på tværs af floder. Ruten gik over rødder, sten, blade og vådt ler og gennem vand. Og vi skulle under hele turen bære vores egen oppakning med sovepose og mad til hele turen. Min rygsæk vejede 9,8 kg, når alt unødigt var sparet væk. Vand skulle man have med til hver etape, men der kunne tankes op undervejs. Dertil kommer det tropiske klima med temperaturen på op til 42 OC og en luftfugtighed op til 100 %. Det er som et dampbad, med den forskel, at i et dampbad kan man altid vælge at gå ud, når man har fået nok…

Vi blev desuden advaret om giftige edderkopper, slanger og sågar kannibaler i junglen.

Et startnummer kostede 20.000 kr men så var der også 100 til 150 frivillige hjælpere undervejs. Vi var 49 deltagere heraf 16 kvinder.

- Vi ankom til byen Pilcopata ved en nationalpark i 3300 m højde. Min mand Henrik var med på hele turen som min støtteperson og vi var ankommet 5 dage før starten for at jeg kunne akklimatisere. Det er jo så heldigt, at når man befinder sig oppe i højden, hvor der er mindre ilt i luften, så kompenserer kroppen ved at producere flere røde blodlegemer, så man bedre kan klare det.

Da vi startede på 1. etape måtte jeg se hele feltet overhalede mig fra starten. Senere, da det gik op ad bakke, kunne jeg dog indhente og overhale mange igen. Da vi nåede checkpoint 1 og 2 kunne jeg se at den topseedede Michelle Barton kun var lidt foran mig. Og det endt faktisk med at jeg vandt første etape.

Jeg havde forberedt mig omhyggeligt og havde lavet en liste med hvad jeg skulle hver aften, når vi kom i mål på etapen. Jeg skulle drikke 500 ml proteindrik og minst 1 l væske derudover, Og så skulle jeg spise noget med protein og fedt og her havde jeg valgt at tage en spegepølse med, som indeholder det, der er brug for. Jeg valgte ikke at spise bær og frugter mv. undervejs, da jeg ikke kunne vide om de var inficerede eller giftige.

Vi overnattede i hængekøjer med myggenet og vi vaskede os i floden.

Anden etape var på 33,87 km og igen oplevede jeg, at at alle de andre overhalede mig. Jeg fik øgenavnet ”the slow starter”. Jeg koncentererede mig om ikke at træde forkert og efterhånden kom jeg i flow, hvor det hele går op i en højere enhed.

Men så missede jeg en markering og løb forkert. Det kan ødelægge en tur, hvis man ikke formår at kaste ærgrelsen af sig. Jeg prøvede at vende det til noget positivt. Jeg forestillede mig, hvor galt det kunne have gået – jeg kunne være blevet ædt af kannibaler! Og så var det jo egentligt ikke så galt. Jeg bildte mig også ind, at det faktisk var lidt sejt at løbe længere end de andre deltagere.

Det endte alligevel godt for jeg kom i mål som nr. 2. Jeg havde løbet 5 km mere og havde kun tabt 15 minutter, så jeg var trods alt stadig med i gamet.

Undervejs går flere deltagere ud af løbet. En brækkede en fod og flere måtte gå ud fordi de var dehydrede og skulle have intravenøst drop.

Tredje etape var på 36 km De seks bedste fik lov at starte 15 minuttter før hovedfeltet og her var jeg heldigvis iblandt. Der var for at undgå, at de hurtigste skulle sidde i kø for at krydse floden på en zip-liner, (snore spændt ud over floden). Her lykkedes det mig at komme før min konkurrent Michelle. Senere battlede Michelle og jeg side om side op ad et minibjerg og ned igen. På et tidspunkt blev stien smal og vi skulle fjerne mistænkeligt mange grene og blade for at komme frem. Så går det op for os, at vi er løbet forkert begge to!

Michelle håndterede det ikke ret godt, hun var som i en sort sky. Og nu skulle vi løbe tilbage op ad bakke, så det var hårdt.

Jeg tænkte bare, at det var min chance! Det at hun tabte energi gjorde at jeg fik energi tilført.

Derfor kunne jeg løbe fra hende op ad bakken og resten af turen. Jeg vandt 3. etape, men fødderne var slemt tilredt med en blodvabel under storetåneglen, som belv behandlet hjemme i lejren. Men den gjorde rigtig ondt. Det regnede ind i hængekøjen og alt blev vådt.  Og jeg fik også dårlig mave. Så jeg sov virkeligt dårligt. Jeg var lige ved at tude, fordi det var så synd for mig.

Men jeg vidste også, at jeg ville fortryde det i lang tid bagefter, hvis jeg valgte at udgå af løbet. Jeg forestillede mig den fulde konsekvens af at gå ud og sammeholdt det med smerterne og ubehaget ved at fortsætte. Og hvis jeg nu kunne overvinde krisen, ville jeg kunne være stolt!

Den fjerde etape var på 34 km og etapen blev kaldt the Lull (som om den var søvndyssende). Men jeg havde jo ikke fået meget søvn og jeg lignede en hængt kat. Michelle endte 8 minutter hurtigere end mig på etapen.

Jeg havde allerede fra første etape bevæget mig lidt væk fra min oprindelige strategi, hvor mit mål var at gennemføre løbet i god stil. Fordi jeg jo øjnede muligheden for, at jeg kunne vinde.

Men nu var jeg helt modløs og tappet for kræfter. Henrik og jeg snakkede om det i lejren, nu skulle jeg vende tilbage til den oprindelige strategi. Tanken gav mig ro og mod på at forsætte for trods alt at gennemføre.

Den afsluttende etape var på 76,84 km og da vi stod ved start, kunne jeg mærke at en ny strategi trængte sig på. Nu ville jeg alligevel vinde, koste hvad det ville! Jeg havde jo et forspring foran Michelle, og jeg besluttede, at jeg ikke ville slippe hende af syne, for så ville jeg kunne ende som vinder af det samlede løb.

Det gav mig masser af motivation og energi og jeg kunne bagefter se, at jeg på en delstrækning havde løbet 5 km på 20 minutter. Jeg har aldrig løbet så hurtigt før.

Jeg endte den lange rute efter knap 11 timer og var kommet 2 timer foran Michelle. Jeg vandt løbet som bedste kvinde og nr. 5 i det hele taget. 27 ud af de 49 startende gennemførte løbet. Jeg havde løbet alle etaperne på 30 timer og 27 minutter.

- Jeg havde tabt mig 5 kg, så det virker også som en slankekur, selv om jeg ikke lige kan anbefale den.

Afslutningsvist fortalte Kristina, at hun i februar sammen med en anden dansk pige vil forsøge at slå rekorden i at løbe op til toppen af Kilimanjaro, der er 5,9 km høj. Det bliver med et stort setup med 11 guider og alt udstyr.

- I kan følge mig på Facebook (Kristina Extreme Running) og se hvordan det går, sluttede hun.

AEJ


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.