top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

Julemøde den 9. nov 2017:

Foredrag af Vincent Seremet på Cafe Florentz

Lige som sidste år havde sektionen valgt at rykke julemødet med ledsager frem til november, og holde den travle jule­måned fri. Torsdag den 09. november mødte ialt 26 deltagere frem på Cafe Florentz i Roskilde for at høre Vincent Seremet fortælle om sit fantastiske liv og virke, inden for konstruktion af enmandsluftfartøjer, faldskærme og egne testflyvninger af de mere end 40 luftfartøjer, han gennem tiden har konstrueret og bygget. Hele livet har han udfordret tyngdekraften og sat sit liv på spil med sine selvopfundne flyvende eller svævende apparater fremstillet hjemme i garagen.

Vincent blev født i 1930.Hans mor var fra Polen og hans far var fra Frankrig. Han voksede op tæt på Ringsted Flyveplads, der dengang anvendtes af militæret, og allerede i 6-årsalderen begyndte grillerne, inspireret af de militære piloter i tykke flyvedragter og store flyvebriller. Til vejrs ville knægten, og han kravlede stadigt højere og højere op i træer for at "øve sig på højder". Der blev sprunget med haveparasoller og. lign. som faldskærm.

Senere flyttede familien til Lolland, og der fandt han under krigen en engelsk faldskærm, som var blevet anvendt ved nedkastning af materiel til modstandsfolk. Den tog han med hjem, og lod sig trække op af familiens hest, som hans bror løb ud over marken med. Senere blev det til optræk efter en bil. Vincent eksperimenterede med at udvikle skærmene bl.a. ved at sy kanaler i dem.

Efter krigen kom han i kontakt med en engelsk testpilot Max Taylor, hvilket blev indledningen til et nært samarbejde med faldskærmsfabrikker rundt om i Europa, som videreudviklede hans ideer, og med ham selv som testspringer. Det blev til 50 års udvikling af flyveskærme, lasteskærme, bremseskærme, redningsskærme og katastrofeskærme.

Autogyroer, enmandshelikoptere, ryghelikoptere og flyvende vinger konstrueres, bygges og testflyves, når han ikke arbejde for faldskærmsfabrikkerne, ofte med styrt tilfølge. Brækkede lemmer fulgte med, når nye opfindelser skulle testes, men testes skulle de. "Der er nok ikke den knogle i mit legeme der ikke har været brækket" siger Vincent. Også jetfremdrevne rygfartøjer er blevet konstrueret og prøvefløjet. Hvem husker ikke James Bond med sin rygjetmotor - jo den har Vincent også været involveret i og prøvefløjet, inden nogen turde anvende den. Mange af disse fartøjer kan ses på Teknisk Museum i Helsingør og Danmarks Flymuseum i Stauning

Efter godt en times fortællinger blev der en pause i Vincents foredrag, og forsamlingen gik til bords til en  gammeldags julefrokost bestående af sild og  lune fiskefileter ved 1. servering, og lune retter med bl.a. juleand ved 2. servering, begge ledsaget af øl og snaps. Mellem 1. og 2. servering læste sektionens formand op af listen over årets jubilarer; 4 med 25 års medlemskab, 4 med 40 års medlemsskab, 2 med 50 år, 1 med 60 år og 1 med 75 års medlemskab. Til hver af de tilstedeværende jubilarer overrakte formanden en gaveæske med 2 flasker god vin.

Inden den sidste servering fortsatte Vincent Seremet sit foredrag om bl.a flyvende vinger, som han enten hang neden under, eller lå oven på. Nogle af disse blev startet ved at springe ud fra et Herkulesfly for herefter at starte motorerne, som oftest var af jetmotortypen. Ved en afprøvning følte han, at det blev meget varmt om fødderne - der var gået ild i hans ene støvle.

Vincent er nu 87 år og har lagt prøveflyvningerne bag sig - og dog, der er stadig tilbud til ham fra fald­skærmsfabrikker, der ønsker at han prøvespringer nye skærme, og som vil have hans bedømmelse af skærmene.

Vincent kunne utvivlsomt have fortsat sine fortællinger flere timer, men 3. servering ventede - ost og risalamande. 

Efter kaffen begyndte deltagerne så småt at bryde op. En festlig aften var ovre.

Peter Andersen

I forbindelse med mødet blev de fremmødte jubilarer fejret. Fra venstre på billedet nedenfor er det 50 års jubilar Leif Buch  -  40 års jubilar Peter Andersen  -  40 års jubilar Ole Graabæk.


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.