top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

2017-10-07 Kraków

På studieturens sidste dag var der lidt tid til sightseeing i Kraków inden vi skulle flyve hjem, og det blev en stor oplevelse ikke mindst på grund af vores dygtige guide, Janina.

Kraków ligger ved floden Wisła og har en befolkning på ca. 800.000. Byen er den næststørste i Polen. Tidligere var Kraków landets hovedstad, ligesom den har været kongeby. Den gamle bydel er velbevaret og rummer bygninger tilbage til 1100-tallet. Byen er på UNESCO's liste over verdens kulturarv.

Krakóws største  turistattraktion er byens gamle kongeslot, Wawel, lidt syd for bycentrum. Wawel er også navnet på den bakketop, som slottet ligger på og som befinder sig på Wisłas venstre bred syd for Krakóws gamle by, med en højde på 228 meter over havets overflade. Wawel har stor symbolsk værdi for polakkerne, og på højen findes en række seværdigheder – de vigtigste er kongeslottet og Wawel-katedralen, som hører til Polens største nationalskatter. Bakketoppen omtales af og til som Polens Akropolis.

Arkæologiske udgravninger viser, at de ældste bosætninger på Wawel er fra det 4. århundrede. I middelalderen og renæssancen var Kraków hovedstad i Polen, med Wawel som sæde for de polske konger gennem fem århundreder – fra 1038 til 1596. Med den polsk-litauiske unions fremvækst, blev Wawel sæde for en af Europas vigtigste stater. Denne status forsvandt, da hovedstaden blev flyttet til Warszawa i det 17. århundrede.

Wawel blev på ny et nationalsymbol, da Polen mistede sin selvstændighed efter landets tre delinger. Katedralen på Wawel er en af Polens vigtigste nationalhelligdomme. Med sin tusindårige historie har den været både kroningssted og begravelsesplads for de polske konger. Ved siden af de kongelige og deres familiemedlemmer er katedralen også begravelsessted for historisk vigtige personer og nationalhelte.

Slottet var oprindelig i gotisk stil, men i 1500-tallet blev italienske arkitekter indkaldt for at omskabe det i renæssancestil. Slottet forfaldt i løbet af den periode, hvor Kraków ikke var hovedstad, og da byen blev besat af Østrig efter Polens tre delinger, blev det blandt andet brugt som soldatbarakker.

De senere år er slotskomplekset blevet restaureret, og i 1961 blev alle genstande som var blevet plyndret af den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig tilbagegivet, sådan at slottet nok en gang fremstår som Polens kulturelle centrum.

Slotskomplekset består af to gårdspladser. En indre arkadegårdsplads, der er afgrænset af slotsfløjene, samt en ydre gårdsplads hvor katedralen befinder sig. Slottet er omkranset af et stort fæstningsværk med mange tårne.


På turen rundt i byen så vi også Krakóws universitet, som er det ældste i Polen. Universitetet består af flotte gamle bygninger med en interessant historie.  Et interessant ur får turisterne til at stimle samme hver time for at fotografere det. Se her: https://www.youtube.com/watch?v=dmcIYkiDnxM

Markedspladsen Rynek i hjertet af den gamle by er en af de største markedspladser i Østeuropa, hvor der i gamle dage blev handlet alt fra hjemmedyrkede grøntsager til friskslagtede høns. I dag er pladsen omkranset af caféer og restauranter. Under pladsen er der et undergrundsmuseum.

Torvet er omringet af fine huse, som i fortiden var ejet af Krakóws rigeste borgere. I den nordøstlige hjørne af Torvet ligger Mariakirken, som er et af byens eksempler på sakral arkitektur. Kirken prydes af to tårne, der hæver sig højt over Torvet. Fra det højeste tårn lyder der hver fulde time en trompetmelodi, som pludselig stopper. Ifølge legenden var der engang en trompetist, der under sin vagt på toppen af tårnet pludselig så, at en tatarisk hær var på vej mod byen. Han blæste i trompeten for at advare byens borgere, men han blev ramt i halsen af en af Tatarernes piler.

Selv om han ikke nåede at spille melodien færdig, reddede han byen ved at ødelægge Tatarernes overraskelsesplan og gav byens borgere tid til at gøre sig klar til kamp.

Derfor spiller  trompetister (live) et par afbrudte strofer til hvert verdenshjørne fra Maria Kirkens ene tårn hver time.

I den jødiske bydel Kazimierz, så vi nogle steder, hvor filmen Schindlers Liste blev optaget. En fjerdedel - 65.000 - af Krakóws befolkning var jøder før Anden Verdenskrig. Polen var før Anden Verdenskrig hjemsted for det næststørste jødiske samfund i verden, og Krakóws jødiske historie går 700 år tilbage i tiden.

Indtil begyndelsen af 1990’erne forfaldt Kazimierz, men så indspillede instruktøren Steven Spielberg sin film, der fortæller den delvist autentiske historie om forretningsmanden Oskar Schindler, spillet af Liam Neeson, og hvordan han reddede over 1000 jøder fra døden under 2. verdenskrig. Schindlers liste blev i 1994 nomineret til 12 Oscars og vandt syv, bl.a. Oscar for bedste film og Oscar for bedste instruktør. Den var desuden en kommerciel succes og blev rost af adskillige anmeldere.

Filmen er noget anderledes fra Spielbergs øvrige film, fx ved at den er filmet i sort-hvid. Den var længe undervejs, da det begyndte som et projekt for Spielberg, hvor han ønskede at få andre instruktører til at skabe filmen. Han valgte til sidst at instruere filmen selv; med et manuskript skrevet af Steven Zaillian - baseret på romanen Schindler's Ark, skrevet af den australske forfatter Thomas Keneally, samt øjenvidneberetninger fra de overlevende jøder, Schindlerjuden.

Filmen blev lavet relativt kort efter Sovjetunionens sammenbrud med premiere i 1993, og afstedkom en stor opmærksomhed på byen og især dens jødiske kvarter Kazimierz. Siden er turister strømmet til i tusindtal for med egne øjne at se skuepladsen for den jødiske tragedie og det lille lys i mørket, som Schindlers indsats markerede.


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.