top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

Invester ikke dine sparepenge i en dieselbil lige nu

For tiden dukker der en del opsigtsvækkende nyheder op om, at nogle byer (Paris, Madrid, Athen, Oslo, København osv.) vil indføre forbud mod kørsel med dieselkøretøjer. 

Når man kigger nærmere på det, bliver det modereret en del, fx ved at det kun skal gælde i korte perioder og kun for ældre biler, som ikke opfylder de nye Euronormer. Det er sandsynligvis også kun personbiler, man vil ramme i første omgang, uagtet at det nok er varebiler, lastbiler og busser, der forurener mest.

Også totalforbud i hele lande (Sverige, Tyskland, Norge, Holland, Østrig osv.) mod diesel- og benzinbiler fra 2025 er jævnligt på tale. Her er det i første omgang dog kun salget af nye diesel- og benzindrevne biler der forbydes. Så vi kan måske få lov at køre videre i vores gamle biler. I Tyskland har bilindustrien netop indgået en aftale, der skal forsøge at rette op på problemerne.

Men hvilket samfund har også råd til at lade trafikken gå i stå? Jeg tror ikke totalforbuddet kommer, før alternativerne er langt mere på plads.

Det virker nu også som et fejlskud, at man vil forbyde bestemte brændstoffer – man burde i stedet stille krav til udledningerne. Jeg ved godt, at der har været snydt på vægten, men her må en bedre kontrol sikre, at de gældende regler fremover bliver overholdt.

Der er dog et latent problem ved, at dieselbiler i praksis viser sig at udlede flere skadelige stoffer end de er godkendt til.

I øvrigt er der mistanke om at det ikke kun er VW koncernen, der har snydt med målemetoderne, men at det gælder flere bilproducenter.

Udstødning fra diesel kan sagtens renses yderligere, hvis man ønsker det. At fjerne kvælstofilter kræver samme SCR-katalysatorer, som nogle lastbiler og busser kører rundt med.  Allerede i dag har flere af de nyeste persondieselbiler en sådan katalysator installeret. 

Men det er relativt dyrt at installere en katalysator i en dieselbil, bl.a. fordi den kræver løbende tilførsel af et hjælpestof, Adblue, som der skal være en tank i bilen til. Man taler om en merudgift på op mod 1.000 Euro pr. bil ab fabrik - i Danmark bliver det med afgifter tre gange så dyrt og hertil kommer de løbende udgifter til Adblue.

Jeg tror, at dieselbilerne går en vanskelig tid i møde. Strømmen af dårlige nyheder fortsætter tilsyneladende, trods bilindustriens bestræbelser på at rette op på renomméet.

Hvis man i dag investerer i en diesel, må man imødese en ekstra værdiforringelse. Den kan måske blive vanskelig at sælge igen efter 3 eller 5 år.

Så køb hellere en benzinbil. Eller en hybrid- eller elbil, hvis du har råd.

Hvis du absolut vil køre diesel, så er det en god idé at lease bilen. Så er man uafhængig af, hvad bilen er værd efter 3 år. Det gør erhvervslivet i forvejen og også ret mange private.

Men dieselbilernes gode rygte er sandsynligvis ødelagt for tid og evighed.  

Hvis man bekymrer sig for miljøet, og gerne vil vise sine omgivelser dette, bør man i stedet investere i en mere fremtidssikret teknologi.

AEJ


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.