top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

2017-02-09 Hauchs Physiske Cabinet

Møde på Hauchs Physiske Cabinet den 9. feb. 2017

Sektionens februarmøde fandt sted på Hauchs Physiske Cabinet i Sorø. 11 medlemmer havde fundet vej i snevejret til Sorø Akademi, hvor A. W. Hauchs samling af fysiske instrumenter er udstillet i en bygning "Vænget", der tidligere var indrettet som alumnat (kostskole for forskoleelever). Samlingen er en af de største og fineste af sin art i Europa. Lektor Jørgen From Andersen fra Akademiet tog imod, og fortalte inden en rundvisning i samlingen om W. A. Hauch og samlingens tilblivelse. Under den efter­følgende rundvisning fortalte Jørgen From Andersen levende om instrumenternes anvendelse og de eks­pe­rimenter og eftervisninger af teorier, de havde været anvendt til.

Et Physisk Cabinet er oplysningstidens betegnelse for et naturvidenskabeligt laboratorium hvor instrument­samlingen opbevaredes i montre, såkaldte kabinetter.  Hauchs instrumentsamling var en af Europas største og blev i 1827 skænket til Sorø Akademi af Frederik 6.

Og hvem var så A. W. Hauch?  A. W Hauch var født i 1755 i København. Allerede 5 år gammel, udnævntes han til fændrik, som det var tidens skik, og for­frem­medes som 10-årig til premierløjtnant. Hos sine for­æl­dre modtog han sin første uddannelse under private læreres vejledning, og tog i 1770 "eksamen artium" (op­tagelseseksamen til universitetet) ved Køben­havns Universitet. Sin militære karriere fortsatte med udnævnelse til kammerjunker, ritmester, major og kam­merherre. I 1783 blev han udnævnt til stald­mester ved kongens hof, og året efter til sekundmajor i Livgarden til Hest. I 1786 tog han sin afsked fra militæretaten. Han havde nemlig ved siden af sine em­bedspligter videnskabelige sysler, navnlig med fysik. Hauch var af familiens gode ven veterinæren P. C. Abildgaard blevet tilskyndet til at kaste sig over natur­læren, og han nærede så megen interesse for viden­skaberne, at han endog tænkte på at modtage an­sæt­telse som professor ved universitetet i Göttingen.

Planen var, at opbygge et fuldkomment fysisk ka­bi­net, en voldsom økonomisk satsning kun muliggjort af en stor arv. Der skulle ikke mangle noget. Han drog herefter et par år på en længere udlandsrejse for at besøge Europas førende forskere, og han opsøgte de kendteste instrumentmagere, og købte og bestilte fysikinstrumenter til brug for sin egen forskning. Da han vendte hjem indrettede han sit videnskabelige laboratorium "Det physiske Cabinet" i Staldmester­gården. Han forskede, gav forelæsninger, og på grundlag af fysiske og kemiske forsøg skrev han en række afhandlinger, udgivet af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, som han fra 1791 var med­lem af; han var selskabets præsident fra 1831. I 1794 udgav han i to bind Begyndelses-Grunde til Natur-Læren, som fik stor indflydelse i det følgende årti; bøger som den unge H. C. Ørsted i øvrigt kritiserede voldsomt. Ørsted nærede dog senere dyb respekt for sin ældre kollega. Hauch udvidede kabinettet med kemisk udstyr, hvormed han udførte en række forsøg, der skulle underbygge den franske fysiker Lavoisiers antifloistonteori (vand er ikke et grundstof).

Hauch blev i 1802 chef for Det Kongelige Kunst­kam­mer; han forestod i 1820'erne dets opsplitning

og står derved som den organisatoriske grundlægger af Danmarks statslige centralmuseer. Som fremsynet administrator af en række kulturelle institutioner og historiske samlinger indtog han en central position i Frederik 6.s København. Han var 1794-98 og atter 1801-11 chef for Det Kgl. Teater, og vedblev frem til sin død at være chef for Det Kgl. Kapel.

På grund af de mange offentlige hverv, der blev ham pålagt, tog disse så meget af hans tid, at videnskabs­dyrkningen nærmest standsede, men dog ikke helt.

På grund af pengenød fandt Hauch det nødvendigt at sælge sin instrumentsamling. Kong Frederik den 6. som jo var Hauchs arbejdsgiver, lod sig overtale til at købe samlingen i 1815, idet Hauch samtidig sikrede sig, at instrumenterne skulle forblive i Staldmester­gården, og at kun han måtte benytte den. Kongens krav var, at der blev udarbejdet en komplet forteg­nelse over, hvad han havde købt. I 1827 skænkede kongen dog med Hauchs billigelse samlingen til Sorø Akademi, der var blevet genopbygget efter en brand. Her var A. W. Hauchs nevø Carsten Hauch netop blevet ansat som lektor i fysik. Samlingen blev opstillet i salene på 1. etage i den nye hovedbygning, hvor den akademiske undervisning foregik.

 Efter et par måneders sygdom døde A. W. Hauch den 26. februar 1838 i sin embedsbolig i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

På akademiet overgik samlingen i skolens og rektors varetægt, og indgik efterhånden i den almindelige undervisning. Mange af instrumenterne var efter­hån­den forældede, og blev stuvet af vejen. Først omkring 1900 blev de atter samlet og opstillet i en ny muse­ums­bygning, men snart måtte de atter vige pladsen for nye øvelokaler for elevøvelser. Atter blev sam­lingen stuvet sammen og først i midten af 1970erne blev det muligt at flytte den til "Vænget". Et større registrerings- og restaureringsarbejde forestod. Det gik samtidigt op for mange, at man her stod med en samling af international karat, en af de største private fysikinstrumentsamlinger i verden, som rummer stort set alt det eksperimentelle udstyr, man kendte i slut­ningen af 1700-tallet.

Efter denne gennemgang af samlingens historie blev vi guidet gennem samlingen, og Jørgen From Andersen fortalte om udvalgte opstillinger.  Det vil kræve mere plads end hvad vi her har til rådighed, at komme ind på alt hvad vi fik forevist og fortalt, men vi fik forevist legemers rulning op ad et skråplan (tyng­de­punktets forskydning), astronomiske instrumenter, instrumenter til måling af luftens godhed (mangel på ilt), og den opstilling, Hauch havde ladet fremstille til at lave grundige og overbevisende eksperimenter for at omvende de etablerede kemikeres forestilling om at vand er et grundstof.

Hauch leverede beviset. Hauch udførte også en række eksperimenter med spaltning af vandet i to luftarter.


Den sidste del af kabinettet består hovedsageligt af instrumenter til fremstilling og forsøg med elektricitet, nok så interessant for mødedeltagerne. Her vises bl.a. elektricitermaskiner og batterier af Leidnerflasker til opsamling af den fremstillede elektricitet. Et Leidnerflaskebatteri er egentlig et batteri af kapa­ci­torer, der kan afgive en ladning på mange 1000V. Allerede i 1775 opdagede P. C. Abildgaard, at man kunne både bedøve dyr med elektricitet, men også genoplive dem. Han prøvede først med et føl, men det gik ikke så godt. Med høns gik det bedre. Han gav en høne et stød mod hovedet. Den faldt død om. Når han gentog stødet, nu mod hønens brystben, vågnede hønen, rejste sig, og gik som intet var hændt. Han gentog eksperimentet på samme høne med samme resultat. Selv efter mange gentagelser gik hønen, og som han beskrev, efter et par dage lagde den æg igen. Abildgaards eksperimenter med stød til genoplivning, fik ingen praktisk anvendelse, og først i 1899 blev det genanvendt i Frankrig som eksperiment til genoplivning af en hund efter en operation. Først i 1961 brugte man for første gang en defibrillator på et menneske. P. C. Abildgaards opdagelse var sandelig længe under vejs til brug på et menneske.

Tiden var gået, og selv om Jørgen From Andersen kun­ne fortsætte med mange gode historier om for­skerne og deres instrumenter, ventede der på den italienske Restaurant Valencia på Sorø Torv møde­deltagerne et måltid Spaghetti Bolognese og et glas rødvin. En stor tak til lektor Jørgen From Andersen for en interessant forevisning.

Peter Andersen


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.