top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

Carlsberg i Fredericia

Fynsk Sektion blev modtaget på Carlsberg bryggeriet i Fredericia af vores rundviser, Stern Pirupshvarre. Vi startede i deres hyggelige gæstelokale med sandwich og prøvesmagninger, mens han fortalte historien om Carlsberg understøttet af PowerPoint med korte filmsekvenser.

Jacob Christian Jacobsen, bedre kendt som J.C. Jacobsen, født 1811, var dansk brygger og grundlægger af Carlsberg. Hans egen far havde et bryggeri i Brolæggerstræde.

J.C. Jacobsen rejste ofte, og i udlandet fik han inspiration til at brygge bayersk øl i Danmark, hvor man tidligere mest havde drukket hvidtøl. Med Pasteur som forbillede gik han ind for at brygge øl på videnskabeligt grundlag.

Han vidste at lagringen var vigtig og at den skulle foregå ved jævn temperatur i mørke, og Jacobsen var først med at bruge termometre i produktionen. Han fik af militæret lov at benytte forladte krudtkamre i Københavns volde. Bayersk øl er en undergæret øltype som var mere krævende end datidens gængse produktion af hvidtøl, efterspørgslen efter Jacobsens bayerske øl var så høj, at mange andre bryggerier fulgte efter.

Betegnelsen bajer stammer fra Bayern, men da pilsner-øltypen sidst i 1800-tallet slog igennem, hang benævnelsen fast. Classic er en moderne udgave af en bajersk øl.

Jacobsens øl blev en succes, da folk tidligere måtte tage til takke med øl af ujævn kvalitet. Han så sig nu om efter et sted med rent vand, og det fandt han i kildevandet fra Valby bakke. Jernbanen havde netop gravet sig gennem bakkens sydlige del, hvad der gav gode transportmuligheder. Jacobsen opkaldte sit bryggeri efter sønnen Carl. Valby bakke blev til berg. Han grundlagde Carlsberg på Valbybakke i 1847.

JC’s søn Carl Jacobsen etablerede 35 år senere sit eget bryggeri, ved siden af faderens, og kalder det ”Ny Carlsberg”. Jacobsen ragede uklar med sønnen, fordi denne havde kopieret sin fars etiketter på det øl, han producerede på Ny Carlsberg Bryggeri. Jacobsen senior testamenterede derfor Carlsberg til Carlsberg fondet, som har til formål at støtte dansk forskning inden for humanistisk videnskab, samfundsvidenskab og naturvidenskab. Fondet er en aktiv investor i Carlsberg A/S og er forpligtet til at eje aktier med ret til mindst 51 % af stemmerne i Carlsberg A/S. Carlsberg fondet overtog efter J.C. Jacobsens død i 1888 hans bryggeri Gamle Carlsberg i 1888.

Jacobsen støttede kunsten i et hidtil uset omfang, Bl.a. stod han bag Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg som Carlsberg fondet i dag videredriver. Han donerede et mindre beløb til opførelse af Palmehuset i Botanisk have og var i det hele taget meget engageret i samfundet.

J.C. Jacobsen var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1843-1857. Han var folketingsmand 1854-1858 og 1861-1864. Desuden var han landstingsmand 1863-1871. Som politiker forsøgte Jacobsen at hævde borgerlig frihed, kommunalt selvstyre og en national politik. Hans ideal var middelalderens selvstyre i Flanderns store byer.

Han blev i 1879 æresdoktor ved Københavns Universitets naturvidenskabelige fakultet og 1884 Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen.

Carlsberg Laboratorium er en internationalt anerkendt forskningsinstitution beliggende i Valby. Det blev oprettet i 1875 af J. C. Jacobsen, som mente at det var nødvendigt at forstå øllets kemi bedre for at kunne forbedre dets kvalitet.

Særligt for Carlsberg Laboratorium er, at man ikke ville holde vigtige forskningsresultater hemmelige, f.eks. af konkurrencehensyn. På samme måde kunne andre bryggerier (og kan stadig) købe Carlsbergs gær, som man havde rendyrket i 1883. Det er samme gærstamme, man anvender i dag.

J.C. Jacobsens søn, Carl Jacobsen, oprettede i 1902 Ny Carlsberg fondet. Han var meget kunstinteresseret, og med den nye fond ønskede han af støtte dansk kunst. Da Carl Jacobsen overdrog sit bryggeri, Ny Carlsberg, til Carlsberg fondet fulgte hans fond med. I dag er Ny Carlsberg fondet en selvstændig afdeling under Carlsberg fondet og bestyrer blandt andet Ny Carlsberg Glyptotek.

Carlsberg er nr. 1 i Nord- & Østeuropa og det 4. største bryggeri i verden. Der er salg på 150 markeder og produktionen foregår på 99 bryggerier i 31 lande. Man solgte i 2013 16 mia. l øl, heraf ca. 2 % i Danmark. I alt i hele verden er der 43.000 medarbejdere, heraf er ca. 1.650 ansat i Carlsberg Danmark og yderligere 800 i Carlsberg Group DK. Alene i Danmark afsættes 600 mio. l øl og læskedrikke og omsætningen er 4,7 mia. kr. årligt.

Halvdelen af de 1650 ansatte arbejder i Fredericia.

  • 500 i produktionen
  • 600 i distributionen
  • 475 i salg og marketing
  • 75 i administrationen.

Bryggeriet i Fredericia åbnede i 1979 og producerede i starten kun Hof og Grøn. 700 medarbejdere overtog en produktion, som tidligere krævede omkring 5.000 medarbejdere.

I 2008 samlede Carlsberg hele sin danske produktion i Fredericia og lukkede det sidste i København. Bortset fra Jacobsen Øl, der stadig produceres i Valby. Og Kildevand der fortsat hentes i Saltum.

I 2011 flyttede også telesalg og kundeservice ind i Fredericia.

Fredericia producerede i 2014 325 mio. liter øl. I dag er der 4 tappelinjer til øl. Der sælges nu mere dåseøl end flaskeøl.

  • Ø2 40.000 flasker/timen
  • Ø4 83.000 flasker/timen
  • D1 92.000 dåser/timen
  • D2 72.000 dåser/timen

I 1996 åbnede Coca Cola tapperiet i Fredericia ved siden af Carlsberg og i 2003 blev det slået sammen med bryggeriet.

Coca Cola: koncentrat modtages fra Irland, der tilsættes vand og sukker. Der er 4 kolonner, til henholdsvis 1½ og 2 l, 0,5 l, 0,25 l og til 0,33 l dåser. I 2014 produceredes i Fredericia 299 mio. liter læskedrik og vand.

  • F1 – 0,5 L Nr-Pet 36.000 flasker/time.
  • F2 – 2.0 L Nr-Pet 12.000 flasker/time
  • F3 – 1,5 L Nr-Pet 16.000 flasker/time
  • F4 – 0,25 L glas 60.000 flasker/time
  • D3: Dåsekolonne 90.000 dåser/time sukker.

(Nr-Pet står for Normal-resistance PET Bottle)

Efter at være blevet behørigt udstyret med kitler, sikkerhedsbriller, hårnet og sikkerhedssko kom vi ud på den helt store rundtur på anlægget, omkring 4 km lang, hvor vi kom forbi stort set alle anlæg. Dette også for at få mulighed for at se anlæg, som var i drift, idet en hel del var lukket ned på grund af fyldte lagre her kort før jul. Bryggeriet ligger på en stor grund på 90 hektar med store haller og lagre og med ganske få medarbejdere på arbejde af gangen.

Vandet til ølproduktionen kommer via en rørledning fra Tørskind ved Egtved, Der anvendes 3½ l vand pr. l produceret øl inkl. vand til rensning af flasker mv.  Øllet produceres sm altid af vand, gær, malt og humle. Malten, både byg og hvedemalt, i alt 50.000 t om året, kommer fra flere forskellige malterier, en del kommer fra Polen, men der kommer også noget fra Fuglsang i Haderslev. I dag er der over 200 forskellige slags humle. Der er en stigende efterspørgsel efter humle på grund af nye bryggerier, og væksten i humleproduktionen har ikke kunnet følge med. Så bryggerierne skal bestille sin humle et helt år før levering.

Produktionen af både øl og vand på bryggeriet går så hurtigt, at øjet ikke kan følge med. Især er selve tapningen imponerende. En meget tynd stråle varmt vand skydes ned i toppes af flasken før kapslen sættes på, dette for at sikre at ilten evakueres. Den færdige øl varmes op til 65 grader for at pasteurisere den. Sodavand varmes kun op til 30 grader – ikke for at pasteurisere, men for at undgå kondens.

Paller med øl og vand transporteres via en 4 km lang monorailbane mellem tappekolonner, lager og læssehal. Hver time flyttes ca. 800 paller øl og vand ind og ud af det 40 meter høje, fuldautomatiske højlager, som rummer 70.000 paller. Der ryger op til 750 paller ud og ind i timen. Det samlede monorailsystem kan håndtere 5.000 paller fuld- og tomgods i timen. Et nyt automatisk pakkesystem sørger for at pallerne står pakket korrekt og pakket ind med folie og klar til at blive læsset, præcist på den rigtige trailer. En del af de producerer øl og vand sendes om natten med godstog til Carlsbergs store lager i Høje Tåstrup, eller til grænsen, hvor ca. 20 % af danskernes ølforbrug hentes.

Den øvrige produktion køres ud til supermarkeder, købmænd mv. med et stort antal lastbiler, hvor ruten er planlagt og bilen pakket omhyggeligt i rækkefølge, så de paller, der skal af først, står nærmest åbningen. De første biler kører ud kl. 5 om morgenen.

Tak til vores guide, Stern, for en spændende og informativ rundvisning på Danmarks største og mest imponerende bryggeri.


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.