top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

2016-05-11 Moesgaard

Moesgaard Museum er et kulturhistorisk museum med arkæologiske og etnografiske udstillinger.

Man kan på Moesgaard Museum følge menneskets udvikling over flere millioner år og oplev bronzealderen, jernalderen og vikingetiden. Og så har man jo verdens bedst bevarede moselig, Grauballemanden, som har fået sin helt egen hædersplads i et mytisk moseunivers. 

Her i 2016 hedder særudstillingen "Gladiator – Colosseums helte" og det er en tidsrejse ind på Colosseum og Pompejis arena. Moesgaard har lånt 200 enestående genstande fra museer og institutioner i Italien bl.a. fra Colosseum, Napoli, Bologna og Pompeji.

Jydsk Sektion blev modtaget af driftsleder Lars Clemmensen, som gav en rundvisning i teknikken på museet, hvis nye bygning på 15.000 m2 blev indviet i oktober 2014.  Det er en ualmindelig flot bygning og meget fint passet ind i landskabet. Det skrånende tag har en hældning på 10 grader og udgør en flade på 12.000 m2. Børn og motionister har stor fornøjelse af at gå eller løbe på taget, der er beklædt med græs, og på den måde hænger bygningen godt sammen med omkringliggende plæner og stier.

Arkitekter var Henning Larsen Architects A/S, hovedentreprenør var MT Højgaard A/S og rådgivende ingeniører var Cowi A/S.

Foyeren er den største sal og den er på 2.500 kvadratmeter med op til 14 meter høje vægge.

Museet lever op til lavenergiklasse 1, der blev indført i 2015.  Bygningens klimaskærm – husets facader og tag – er den faktor, der har størst betydning for bygningens primære energibehov og indeklimaet. Afhængigt af vejret udenfor og de enkelte lokalers behov for ventilation, solvarme og dagslys justeres husets solafskærmning og ventilation automatisk. Da taget skærmer for sol fra syd og da bygningen er delvist nedgravet, reduceres varmeindstrålingen og dermed behovet for køling.

I de fleste områder langs facaderne og i den centrale forhal anvendes naturlig ventilation, der drives af vinden og temperaturforskellen mellem ude og inde.

Solafskærmningen består af lodrette lameller, der er monterede udenfor, og som kan vippes frem og tilbage, så de enten skærmer for uønsket solvarme i varme perioder eller lukker dagslys ind på gråvejrsdage.

Vi så på rundturen først de to store røgventilationsanlæg, der hver tager ½ mio. m3/h. Brandsikring er naturligvis væsentlig på et museum, som har som en væsentlig opgave at bevare oldtidsminder for eftertiden. Sod i tilfælde af brand er museumsgenstandenes værste fjende og det er derfor vigtigt at få røgen suget hurtigt ud i tilfælde af brand. Der er en nødgenerator til bl.a. at forsyne denne brandventilation.

Brandvæsenet i Odder tilkaldes af det automatiske brandmeldesystem og er klar til indsats på få minutter. Men der er også lokalt brandslukningsudstyr alle steder, der er sprinkleranlæg i foyerområdet med billetsalg, museumsshop og café, og sprinkleranlægget har eget indendørs vandbassin.

Herefter så vi de almindelige ventilationsanlæg, som er med rotorvekslere for genbrug af overskudsvarmen. Der er anvendt et såkaldt dual mode ventilationskoncept, der kombinerer naturlig og mekanisk ventilation. Der er to store ventilationsanlæg, et i hver ende af museet. Desuden et mindre anlæg øverst til administrations- og undervisningsområderne mv.

Ved køkken og toilet er det krydsvekslere, for at luften ikke kan blive blandet. Ventilationen styres efter alle kunstens regler efter CO2 indhold på <800 ppm og luftfugtighed, der holdes mellem 40 og 60 %, hvilket koster rigtigt mange kubikmeter afkalket vand om året.

Moesgaard opvarmes med direkte fjernvarme, og el forsynes via Aura Energi Net. Aura Energi er i øvrigt hovedsponsor for museet.

Belysningen på museet er traditionel, der er kun LED i butiksområder og lignende.

Oldtidssamlingerne tåler ikke sollys og også kun i begrænset omfang kunstig belysning. Men der er gjort meget ud af at udnytte dagslyset, hvor det har været muligt, hvormed energiforbruget er reduceret.

Undervejs på rundturen var vi ude at køre med Danmarks største elevator, den er leveret af Bravida og kan bære 4.875 kg eller 65 prs.

I administrations- og undervisningsområderne, som er placeret i den høje ende af bygningen, er der integreret små lysgårde, som øger niveauet af dagslys.

En strømafbrydelse har gjort det klart, hvor sårbare man egentligt var. Det varede nemlig 4-5 timer inden alt udstillingsudstyret, som er computerbaseret, var genstartet og oppe at køre igen. Efter den oplevelse fik man etableret diverse UPS anlæg, så konsekvenserne af strømafbrydelser bliver langt mindre i fremtiden.
AEJ

Få din annonce vist her. Læs mere

Arrangementer


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.