top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

2014-10-21 Nexans krympemuffesæt og microswitches

Jydsk Sektion fik den 21. oktober en præsentation af Nexans SVMS krympemuffesæt samt deres microswitches. Præsentationen fandt sted hos Aura Energi i Galten.

Det første indlæg var ved Flemming Nielsen, salgsansvarlig for kabler til elforsyningen, og han indledte med at fortælle lidt om Nexans.

Nexans er en verdensomspændende virksomhed med 23.700 medarbejdere, der er produktionsenheder i 40 lande og salgsenheder i 65 lande. Afdelingen i Danmark ligger i Juelsminde og må være blandt de mindste i koncernen, idet der er 30 medarbejdere, hvoraf de 20 er beskæftiget med produktion af kabler op til 1 kV, og 10 er beskæftiget med administration og salg. Man fejrer i øvrigt i Juelsminde 50 års jubilæum i 2014. Virksomheden hed oprindelig Jydsk Kabel og senere Alcatel Jydsk Kabel.

Nexans fører i Danmark kabler op til 400 kV og et komplet program i kabeltilbehør op til 42 kV. Desuden fiberkabler og microswitches.

Men ved dette arrangement handlede det primært om Nexans krympemuffesæt med skrueforbindere 1-36 kV, som de har stor succes med til elforsyningsselskaber og i stigende grad også til elinstallatører.

- Nexans nyeste produktlancering er SVMS krympemuffesæt. En komplet og enkel løsning til samling af 1 kV lavspændings­kabler fra 4 mm² til 240 mm². Muffesættene indeholder skrueforbindere fra Nexans’ GPH fabrik i Hof samt eget produceret krympegods.

- Med skrueforbindere sikres en sikker elektrisk og mekanisk forbindelse, uanset om der er variation i lederens fysiske dimensioner. Én forbinder kan erstatte presforbindere i flere dimensioner. Herved kan man spare at have mange forskellige dimensioner af forbindere på lager, fortalte Flemming Nielsen.

- Krympemuffesættene er testet iht. DIN 47640, hvilket sikrer at skrueforbinder og krymp passer sammen, og at muffesættets tværsnitsområde er afstemt med gældende kabelstandarder.

- De enkelte krympemuffesæt er opdelt i en række tværsnitsområder, fx 4 x 35 -150 mm². Med dette muffesæt vil man kunne samle alle standard installationskabler med tværsnit fra 35 mm² til 150 mm².

- Derudover kan muffesættet bruges som en overgangsmuffe fra fx et 4 x 35 mm² til 4 x 150 mm² kabel. Man kan samle kobber- og aluminiumskabler i samme muffe.

- Skrueforbinderen er forsynet med knækskruer, der spændes med almindeligt håndværktøj, topnøgle eller unbrakonøgle afhængigt af modellen, og skruen vil automatisk knække af, når der er det rette pres på lederen. Nexans tilbyder også et smart og enkelt holdeværktøj til at fastholde skrueforbinderen under montage.

- I fx Tyskland og Norge er skrueforbindere mere udbredte end i Danmark. De vinder dog også frem her, fx benyttes de ved vindmøller, fordi der her – pga. belastnings- og dermed temperaturvariationer - stilles særligt store krav til samlingernes kvalitet.

- En case er et dansk elforsyningsselskab, som har valgt at gå over til skrueforbindere. Erfaringen er, at man ikke alene sparer lageromkostninger, man sparer også at skulle køre rundt med mange reservedele i bilerne. Mange kg metal er blevet transporteret rundt i årevis uden at blive brugt! Man sparer endvidere tid ved, at medarbejderne ikke skal finde de forskellige matchende dele på lageret inden de kører ud, fordi det hele er samlet i vores krympemuffesæt, sluttede Flemming Nielsen.

Netværksløsning med fiberkabler og microswitch

Ejvind Harder fra Nexans overtog podiet:

- I en virksomhed som den, vi er i dag (Aura Energis Galten-afdeling) består netværket typisk af 2 krydsfelter, som de mange LAN-forbindelser udgår fra ud til de enkelte vægstik på kontorerne. Krydsfelterne er forbundet indbyrdes med et fiberkabel. Det må højest være 90 m afstand mellem krydsfelt og vægstik, hvis der er mere, må der etableres yderligere et krydsfelt, indledte han.

- Nexans alternative løsning er at etablere en microswitch på hvert kontor forbundet med fiberkabler, her må afstanden være så stor det skal være. Fiberkabler er billigere end LAN-kabler og fylder mindre. De har meget større kapacitet, informationerne flyttes hurtigere og kablet er mindre følsomt over for forstyrrende støj.

- Microswitchen er intelligent og skal programmeres inden den tages i brug. Den kræver strømforsyning, normalt 48 V, hvis der også skal kobles telefon på. Microswitchen kan sidde i alle standardkanaler.

- Der er et micro-SD kort i hver microswitch, som om nødvendigt kan flyttes over i en ny switch. En switch koster ca. 4.000 kr. Microswitchen kan overvåges fra en pc og man får melding om fejl, også fejl på det efterfølgende patchkabel.

- Vi leverer microswitches til hospitaler i Aarhus, Herning og Viborg. Det er en ordre på 10.000 stk. Her laves systemet redundant, sådan at alle microswitches forsynes fra to krydsfelter, fortæller Ejvind Harder. Andre imponerende referencer er Kirk Kapital i Vejle og Retten i Aarhus.

- Nexans netværksløsning giver mindre materialeforbrug og lavere installationsudgifter:

  • Ét fiberkabel erstatter fire kobberkabler
  • Fiberkabel koster 1,10 kr. pr./m. kobberkabel 4,50 kr. pr./m.
  • Intet tidskrævende og besværligt arbejde med at etablere etagekrydsfelter
  • Installationstid: 60 % mindre
  • Totale installationsomkostninger: 30 % lavere.

- Også service- og driftsomkostningerne bliver mindre, idet der er let adgang til systemet ét centralt sted og systemet er selvdiagnosticerende og giver melding om problemer. De normale vedligeholdelsestunge krydsfelter elimineres.

- Med systemet slipper man også for omkostninger til service af klimaanlæg, brandsikring, og nødstrømsanlæg til etagekrydsfelter, som normalt indgår i traditionelle løsninger.

- Vi leverer gennem de store grossister Solar og Lemvigh-Müller og vi assisterer gerne med design, sluttede Ejvind Harder.

AEJ

Få din annonce vist her. Læs mere

Arrangementer


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.