top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?
Print side Tilføj til favoriter E-mail side 

2014-02 Nu faar vi Sporvej i Odense!

Fyens Stiftstidende bragte den 20/7 1911 nedenstående artikel, som Erik Koldby havde fundet frem fra ABB’s arkiver i anledning af foredraget om den nye letbane i Odense. Det er ret tankevækkende, som historien gentager sig. Odense Sporvej åbnede den 11. oktober 1911 og blev nedlagt den 30. juni 1952. Den blev udvidet, så den også kørte til Hunderup Skov og ud ad Skibhusvej til Emilievej.

Nu faar vi Sporvej i Odense!

En Privatdrift, der i Virkeligheden er omtrent Kommunaldrift.

En Linie Fruens Bøge-Søndergade-Vestergade. Kongensgade-Østre Stationsvej-Nørregade-Vestergade-Flakhaven- Skt. Knuds Kirkestræde-Klaregade-Hunderupvej til Fasanvej.

Den skal være færdig om 1½ Aar, men der gaar maaske kun 1 Aar.

I Odense Byraads ekstraordinære Møde i Gaar — ved hvilket Borgmesteren og Thrige var fraværende med forfald — vedtoges en Overenskomst med ”Allmäana svenske Elektricitets Aktiebolag” om en sporvej i Odense. Betingelserne vil fremgaa af nedenstaaende Referat og de deri anførte Hovedpunkter af Kontrakten. Det vil ses at Sprovejen skal drives af et Aktieselskab, altsaa være Privatdrift underkastet, men det er i Virkeligheden saa godt som Kommunaldrift.

Af Anlægssummen, der er anslaaet til 610,000 Kr. skal de 310,000 Kr. nemlig skaffes ved et Prioritetslaan, for hvilket Kommunen skal garantere, og denne skal desuden tegne Aktier for Halvdelen af Resten, nemlig 150,000 Kr. Det blev da ogsaa gentagne Gange fremhævet under Debatten. At Kommunen ogsaa har den største Risiko.

Det har imidlertid nok været den eneste maade at faa Sagen arrangeret paa, hvis vi skulde have Sprovej, thi det fremgik af de Oplysninger, der blev givet, at der af Sagkyndige ikke næres ret megen Tillid til Foretagendets Rentabilitet. Tyske Firmaer har krævet saa stor Sikkerhed og Garanti, at man ikke har kunnet tænke sig at gaa ind derpaa, og det udtaltes, at Svenskerne ikke indlod sig med os, fordi de troede, at det var en Forretning, men fordi de ”vil ind” i Danmark med deres Arbejde.

Den Mistillid — eller mildere sagt Mangel på Tillid — som er til Stede, har da ogsaa været Grunden til, at den Linie, vi skal begynde med, bliver som anført ovenfor. Vi skal begynde smaat — det har været Løsenet — og saa har vi fået noget, som de fleste Borgere fra Begyndelsen vil stille sig skeptiske overfor. Den vedtagne Linie, som hverken gaar til Havnen eller Hunderup Skov, synes ikke at give det, Borgerne har ventet sig, naar vi skulde have en Sporvej; der er sikkert mange, som i Aften vil regne efter, hvor mange Gange om Aaret de kan tænkes at faa Brug for Sporvognen.

Men det kan jo være, at det bliver bedre end man tænker sig, og lad os haabe, at Etatsraad Kier ikke bliver skuffet i sin Tro, thi sker det, bliver det en skuffelse for os alle.

Nogen er der, som bliver skuffet allerede nu, og det er østre Bydels Beboere. De havde — og det er de ikke ene om — tænkt, at hvis vi fik en Sporvej, vilde den i alt Fald komme ud til dem for at bringe lidt af de Goder, som de mener at mangle, men det har ikke kunnet lade sig gøre.

De maa for øjeblikket resignere og leve i Haabet om, at en Gang kommer vel Turen til dem ogsaa.

Det er Meningen at Sporvognen ligesom de i Aarhus skal betjenes af een Mand, og Prisen pr. Billet bliver 10 Øre.

Søndergaard slog et Slag for, at det bliver indenbyes Folk, der antages, og at det Arbejde, der ikke udføres af det svenske Selskab selv, saa vidt muligt bliver overdraget Folk i Byen, og det blev lovet, at der skulde tages Hensyn til hans Udtalelser i saa Henseende.

Hvad selve Planen angaar, kan vi nøjes med at henvise til nedenstaaende Referat.

(Her fulgte så referatet fra byrådets møde og forslag til overenskomst, men det tager vi ikke med her).


Elektroteknisk Forening | Kronprinsensgade 28  | 5000 Odense C | Telefon: 40 56 01 48 |  info@dkef.dk
Copyright © Elektroteknisk Forening - All Rights Reserved.

webpage.io Content Management System.